En anekdote
Jeg er så træt af folk der mener alt muligt. Det er tid til en anekdote som alle kan relatere til. I ved, ingen punchline, bare en charmerende historie:
En oplevelse
Den rigtige vej var ned ad rebet. Ned ad det 25 meter lange reb, der var bundet fast på toppen af en stor betonpæl, der engang var fyldt med korn. Men modet gik fra mig. En bangebuks på toppen af en kornsilo.
Så jeg gik ned ad trappen, altså den forkerte vej.
Ved siloens fod stod mine forældre sammen med alle de andre forældre, der var kørt ud på landet for at hente deres børn. ”Jeg turde ikke”, sagde jeg. ”Ja, det er også den største silo, jeg nogensinde har set.”, sagde far. Mor tog om mig.
Sammen stod vi og så, hvordan hjemmeværnsfolkene på toppen en efter en bandt mine kammerater fast i et sikkerhedsreb og kylede dem ud over kanten. Derefter rappellede de flot resten af vejen ned i armene på deres stolte forældre. Jeg hev i mor og far og spurgte, om vi aldrig skulle hjem. Nu havde jeg været væk på den fordømte overlevelsestur i 3 dage. Jeg ville hjem, og jeg ville sove.
Min mor så længe på mig. Så så hun på far. ”Nej, far har sagt, at han gerne vil prøve at rappelle ned ad den kornsilo. Det er jo trods alt den største, han har set”.
Jeg så spørgende op på far, der sank en ekstra gang. ”Hans, det kan være du tager Rune med derop, så kan I prøve igen, sammen”, fortsatte hun. Far så ned på mig, så så han på mor, og spurgte så om jeg ville med op. ”Jeg gør det først”. Han rakte mig hånden, og jeg tog den.
Sammen gik vi op ad de utællelige trappetrin. Og på toppen stod en tyk mand i uniform. Han gav min far sele på, bandt ham fast og hjalp ham ud over rækværket. Han var helt bleg. Da han satte af ud over kanten, sagde han noget. Det lød præcis, som når Danmark tabte i fodbold. Og så var han væk.
Jeg nåede ikke engang at tænke, før den tykke mand havde bundet mig fast og kastet mig ud over rækværket. Så hang jeg pludselig der og var helt rolig. I jævnt tempo rappellede jeg ned. Turen var stille. Det eneste jeg hørte var vinden, der susede og mit hjerte, der bankede.
Smilende nåede jeg ned til mine forældre. Min far stod rank og smilte lige så meget som jeg. Mor tog os i hånden. ”Så tager vi hjem, godt gjort Rune”.
Sådan er min far. Og sådan er min mor.
-
I dag er 15.000 drømme brast
Det var stadig mørkt i morges, da jeg gik ned til brevsprækken. Regnen piskede så hårdt gennem luften udenfor, at det må have fortrængt alt sollys. For der var ikke noget. Kun det orange skær fra glødepæren i gangen, der farvede dagens sorthvide avis sortorange. Under avisen stak et hjørne af et brev ud. Et lille hjørne som intet afslørede om, hvor stort brevet var. Jeg skulle bruge et stort brev. Et brev der var lige så stort, som den vridende spænding, jeg havde i maven, og som kunne indfri mine egne og ikke mindst mine forældres forventninger. Brevet havde været på vej siden marts. Nu var det sidst i juli, og jeg stod der, bøjet over avisen. Sort på orange: ”Studieoptag slår alle rekorder”. Nådesløst rejste avisen sig og foldede sig ud. Jeg turde ikke se ned på brevet. Jeg så lige ind i avisens orange gab, der spyttede sort snak ud: ”Men 15.000 vil i dag få afslag på at komme ind på drømmeuddannelsen”. Jeg sad nu på toppen af den rutsjebane, der havde vredet min mave en omgang hver dag i 4 måneder. Uden at være spændt fast, og med brevet i hånden. Jeg så ned. I mine hænder holdt jeg et meget meget lille brev. Og da forsvandt den solide rutsjebane under mig, og jeg faldt…
Og så vågnede jeg. Udenfor var der lyst. Og jeg var glad. Glad for at jeg i virkeligheden for længst har fået mit brev, eller endnu mindre dramatisk, en mail, med tilsagn om, at jeg er optaget på det tilvalgsstudie, som jeg gerne ville ind på. Sikke et mareridt. For mig betød det verden, at jeg kom ind, hvor jeg gerne ville ind. Tænk at skulle vælge ”et alternativ”. Det drejer sig alligevel om noget man skal beskæftige sig med ret længe. Uforløste drømme er nu engang de værste. Jeg føler med de 15.000 unge, der i dag har fået afslag på at komme ind på deres drømmestudier.
Roskilde giver forloesning
En Sheik har mange privilegier paa Roskilde Festival. Udklaedning giver en god icebraker, hvis man vil i kontakt med hinanden
Det er ikke meget Kristeligt Dagblad gider beskaeftige sig med Roskilde Festival. Og det er maaske ogsaa fint nok. Kernelaeseren er ikke er typisk festivalist. Men jeg synes altsaa, at det er relevant at daekke en saa uendeligt stor kulturel begivenhed, som over 55 tusinde danskere kommer til. Hvorfor denne modvilje? Maaske har det noget at goere med, hvad festivalen i hoej grad bestaar af: sex, drugs og RocknRoll. Noget som i hoej grad er tabu paa sitet. Men festivalen er ogsaa mere end det. En smeltedigel af kulturer, der i 1 uge om aaret lever i fuld fordragelighed, med musikken at vaere faelles om. Jeg bliver draget af det, og det er derfor jeg vender tilbage aar efter aar.
Men selvom jeg er helt hovedkulds forelsket i det samvaer man har med saa mange mennesker, saa kan man godt se undrende til nogle gange, naar mennesker skejer saa meget ud, som de goer her. Almindelige paene mennesker, ja det kunne vaere du og jeg. De har jobs i Styrelser og i banker, og i hverdagen er de respektable, fornuftige og moralske. Og saa kommer de paa Roskilde Festival 1uge om aaret, smider toejet og render noegne rundt hele ugen i en rekordholdende stor alkoholforgiftning.
Man maa stille sig selv spoergsmaalet, om der er noget galt med vores hverdag, siden kontrasten her er saa stor. Kunne det taenkes at ret mange mennesker ikke oplever nok i deres hverdag? At de keder sig? At de ikke har nok vildskab i deres liv? Roskilde Festival er maaske et symptom paa en generation, der er ked af de normer, som vi alle sammen lever efter. Det haenger dem ud af halsen, at vi skal foelge sociale regelsaet, at man ikke kan tale frit til familiefesten, ikke kan faa lov til at vaere noegen paa stranden uden at vaere paedofil og ikke maa ryge, drikke og have sex, som man vil. Hele aaret gaar de og sparer op paa frustrationerne over samfundets laenker, og ENDELIG kommer Roskilde Festival! Den ene uge om aaret, hvor alle regler er nedbrudt! Paa den maade bliver festivalen de to fingre, der barmhjertigt klemmer daarligdommen ud af den bums, som samfundet har fyldt til bristepunktet.
Hvordan man i en rus af ytringsfrihed kvæler Integrationen
At begå mord på noget så uhåndgribeligt som et begreb, bliver man ikke straffet for. Men det burde man måske.
Jesper Langballe har sine lange gamle fingre stramt om Integrationens hals. Han klemmer hårdt. Rigtigt hårdt. Han står bøjet ind over Integrationen med et vildt og bestemt blik og en cigaret stikkende ud af mundvigen. “Døøøøø!!”, brøler han. I det øjeblik, lige inden Integrationen ånder ud, træder du ind ad døren. Integrationen falder om og bliver liggende. Hvad tænker du nu? At Jesper Langballe er en flinker fyr, der tager sig af Danmark og dine demokratiske værdier? Nej vel? Men det fornemmer Jesper Langballe med det samme. Han begynder at undskylde med, at man kan gøre hvad man vil i det her land. I et demokrati må man sige hvad man vil, også selvom det kvæler Integrationen. Pludselig vælter der ind med medlemmer af Dansk Folkeparti, der klapper Jesper Langballe på skulderen. De skriger alle i kor: “Ned med racismeparagraffen!”. Koret giver ekko så langt væk, at flere Venstrefolk hører det, og da i grunden gerne vil være med til at diskutere forslaget.
- Ja, det lyder som en utrolig dårlig film. Eller måske et mareridt. Men det er ikke desto mindre en scene fra virkelighedens verden. Hovedpersonen er Jesper Langballe, der i en rus af ytringsfrihed har forsvaret sin kammerat inde fra Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, der sagde at muslimske fædre voldtog deres døtre. Dette valgte Jesper Langballe at gøre på denne måde i et debatindlæg i Berlingske Tidende:
»Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt«, skrev Jesper Langballe.
Nu er han altså retsforfulgt efter racismelovgivningen. Og det har selvfølgelig fået Dansk Folkeparti til at sige, at den lov er helt ude i hampen, og at den begrænser demokratiet. Venstre er åbne over for ideen.
Det synes jeg er noget vrøvl! Det er efterhånden en veldokumenteret sociologisk kendsgerning, at menneskers opfattelser af verden, afhænger af den sprogbrug, som de bliver udsat for. En forhærdet og afstumpet debat, giver så at sige, forhærdede og afstumpede deltagere. Og det bliver værre med tiden. Jo mere udlændinge bliver lagt for had i debatten, jo mere vant til det bliver vi. Gradvist har vi så pludseligt tilladt at vores verdensbilleder kun indeholder fremmede, der er onde.
Folk må tage ansvar nu! Hvis vi vil have et demokrati med ligeværd, frisind og næstekærlighed, må vi værne om det, og ikke tillade at visse mennesker systematisk bliver italesat som forbrydere. Racismeparagraffen er en god ting, og jeg håber at Jesper Langballe bliver dømt for mordforsøg på Integrationen.
Jeg håber Danmark ryger i puljespillet
Jeg indså med det samme at det ikke nyttede noget at bygge det her indlæg op omkring sammenhængende argumenter. Det fatter folk alligevel ikke noget af for tiden. De er jo alle sammen ramt af rablende rabies. Fodboldrabies. Man har ikke siden i fredags kunne indstille sit tv på en såkaldt seriøs dansk Public Serviece-kanal uden at se frådende sportsjournalister vælte rundt nede i Afrika og dække alt der bare har den mindste relation til fodbold. De har smittet alle medier. Hele det danske mediebillede er inficeret med fodbold, og jeg synes det er tegn på død. Hjernedød. Man kan bare slå op i tv-oversigten. DR1, TV2, TV2 ZULU, P3 har halvdelen af deres sendetid booket de næste mange uger til fodbold. Det kan jo umuligt have berettigelse at bruge SÅ meget tid på et verdensmesterskab i fodbold. Og det er ikke kun tv – det underlødige medie – der spilder tiden på fodbold. Det er sq også alle skrevne medier og alle netmedier. Side op og side ned om ”det afrikanske horn” der udsender en infernalsk larm og ødelægger fodboldspillernes arbejdsmiljø. – Virkeligt vigtige historier altså. Sportsjournalister har ellers som de eneste på jorden som job at afdække sandheden, den hele sandhed og kun den, helt uden at farve virkeligheden: England spillede uafgjort mod USA: 1-1. Det er den rene sandhed, lad det ligge der!
Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske hvis vi vandt VM. Tænk hvis Danmark vandt VM i fodbold. Man ville opgive alle planer om et 360graders eftersyn af folkeskolen og så konvertere folkeskolen til fodboldskolen. I 200 år ville man ikke snakke om andet end da Bendtner trodsede aerodynamikkens love og skrugede bolden ind fra en umulig vinkel. Man kan jo bare se på hvordan vi stadig snakker om EM’92. I 18 helt utroligt lange år har vi ikke snakket om andet end da vi besejrede tyskerne. Jeg bliver helt træt ved tanken.
Så lad os for guds skyld ikke komme videre end puljespillet. Lad os glemme alt om fodbold og vende tilbage til den normale dagsorden. Lad os bruge tiden på ting der ikke er ligegyldige. Kom nu for helvede!
Knokkelmanden
Kære læser, end ikke i et forkrøblet tilfælde af ondsindet fantasi kunne det falde mig ind at forstyrre Deres rolige eftermiddag med historier, der er anstødelige eller tungsindede. Jeg vil helst behage Dem og skildre verden lyst og let som en forårssky. Men det forholder sig sådan, at jeg forleden lagde øre til en historie, der fordunklede mit sind, som kom der torden fra oven. Jeg har tænkt på den uafladeligt sidenhen – og jeg må nu ud med den. Og jeg må på det kraftigste opfordre til, at De bladrer videre, rejser Dem og går en tur og glemmer at læse videre eller sørger for, at de efter endt læsning har et kært menneske, De kan støtte Dem opad. Med disse ord: Læs en historie og græd!
Der var en gang en fjollet friskfyr, som hed Reimer Bo. Han kunne godt lide rådne bananer, rige narkomaner og tyvstjælende bedragere. Det bedste ved dem var, at når han talte med dem, så lyttede alle i hele landet til hvad han sagde. Ja herregud – til sidst behøvede han ikke engang tale, han skulle bare holde mikrofonen! Og en dag tænkte han så, at hvis han nu også holdt kameraet samtidig med, at han holdt mikrofonen, så skulle han vel have dobbelt løn. Det var der nogle folk, der var enige med ham i. Og det fik han så. Men hovmod står for fald, som man siger. Og det gjorde han så. Han faldt så lang han var. Og nu må han hverken holde mikrofon eller kamera.
En overspringshandling
Overspringshandlinger, stress og dårlig samvittighed. Det er jo hele tre ting på én gang, tænker du. Det går virkelig ikke! Men jo! Universitetets svar på et Kinderæg er eksamensperioden, der består af overspringshandllinger fyldt med stress og overtrukket med dårlig samvittighed. Bitter chokolade, hvis du spørger mig. Men sådan er det jo. Og alle klager. Det er jo det vi kan. Men er det så slemt, som alle siger? Tja, men det er nok ikke så slemt, så vi absolut skal bruge de forfærdelige begreber: overspringshandlinger og stress. Vi har travlt, ja, men stresser vi? Jeg gør ikke. Men det kan da godt være, at det at have travlt nu er blevet ensbetydende med stress. Jeg var i Inspiration med en veninde for at købe Musselmalede kongeligheder forleden. Der ventede vi tålmodigt på en ekspedient, der efter eget udsagn led af ”deko-stress” – ja, der er da heller ikke andet end bøvl med det dekorationshalløj!
Og ”overspringshandlinger” er det mest brugte ord i facebook updates for tiden. En spændende, interessant og fascinerende betragtning. Det er jo i sig selv en overspringshandling at skrive ”overspringshandling” på facebook. Og alle skriver i samme sætning at de har dårlig samvittighed over det. Spørgsmålet er så hvad der kommer først. Den dårlige samvittighed eller selve handlingen. Jeg burde vide det, men jeg føler sært nok ikke dårlig samvittighed ved at skrive det her blogindlæg, der er en overspringshandling, som handler om overspringshandlinger.
Første møde
Med fare for at ligne alle de andre, der starter en blog, vil jeg starte med at introducere mig selv. Det føler jeg mig nødsaget til. En slags introduktion er altid på sin plads. Du skal jo som læser allerede fra starten af vide, om det du sidder med, er noget du gider bruge din tid på. Og nu slynger jeg bare lige noget ud: hvad med at bruge din tid på en friskfyr fra storprovinsen Odense? Jeg kender ikke til nogen demografisk undersøgelse af hvem, der blogger herinde(Eftertanke.dk’s blogunivers), men jeg er sikker på, at 25-årige drenge (der stadig ikke kalder sig for mænd), midt i deres uddanelse, midt i en tid, der får betydning for resten af deres tid, ikke er almindelig kost. Og det er godt. Forandring fryder, lette vindpust mod røde kinder forfrisker og nye ansigter giver anledning til nye perspektiver. Sådan – det er min mission. Nye perspektiver til alle. Eller i hvert fald en indgang til hverdagen fra en anden vinkel. Min vinkel. Og det er ikke nødvendigvis en vidvinkel. Mine refleksioner over min hverdag vil bære præg af manglende livserfaring og dumdristigt sprogvalg. Men sådan er det. Hvis jeg får nogle kraftige reaktioner herinde, må jeg jo lære af det. Det er en proces!
Det var det, rigtige blogindlæg følger, og jeg håber også at rigtige læsere følger.
